Komposthjørnet renoveres

Komposthjørnet har det sidste års tid bestået af 2 trådbeholdere fra Harald Nyborg. Det har fungeret nogenlunde, men de har dels ikke været store nok, dels været for åbne til at sætte en ordentlig kompostering i gang.

Nu er der indkøbt 8 pallerammer i 120x80cm, som er monteret som 2 kompostkasser, hver ca. 80cm høje. Den ene bruges til opsamling, og når der er ved at være fyldt sættes komposterigen i gang i den anden beholder. Her blandes den opsamlede kompost med det halvt omsatte køkkenaffald fra den lukkede beholder.

Jo mere findelt materialet er, jo hurtigere kompostering kan der opnåes. Især lidt tykkere grene ender ofte med at skulle sies væk fra kompostmaterielet inden det kan bruges. Inspireret af Jens Juhl har jeg konstrueret en grenklipper som er monteret på opsamlingsbeholderen. Klipperen er lavet med bladene fra en gammel hækkesaks, et par møtrikker og bolte indkøbt i Bauhaus, og et stykke træ til håndtag. Jens Juhl brugte vist en gammel brødskærer, og jeg havde da også fået fruen til at finde en på et lommemarked. Men jeg nænnede simpelthen ikke at ofre en meget flot gammel Raadvad-skærer til formålet.

De to trådbeholdere bliver nu istedet brugt til opbevaring af blade til formuldning. Igen, de er for åbne, så et af de næste projekter i kompost-hjørnet bliver en ny løsning til bladkomposten.

Indgangen til komposthjørnet  eller ‘materielgården’.
Indgangen til komposthjørnet eller ‘materielgården’.
Manuel kompostkværn
Manuel kompostkværn
Bladkompost. 2017 til højre  2018 til venstre.
Bladkompost. 2017 til højre 2018 til venstre.